søndag den 13. december 2020

Restaurant Herthadalen (13. december 2020)

1. servering

♥♥♥♥♡♡

Sidst vi fik noget fra Herthadalen var 22. maj i år, hvor vi prøvede deres Smag & Støtte kasse. Jeg skrev dengang: ”Vi glæder os til at besøge Herthadalen live, måske til jul, det håber vi på.” 

Det blev jo ikke muligt, men de lancerede en ”Smag & Støt” Julekasse, som vi hentede i dag, og fik til aften. 

Vi fulgte vejledningen slavisk, den var meget nem at gå til, og vi fik disse tre serveringer:

1. servering:
  • Charcuteri af letrøget andebryst/Saltede mandler & appelsin creme
  • Hvide modnet sild – Dild mayonnaise & Ristede boghvedekerner
  • Dansk gravad ørred/Syltede tomater fra Herthamarken/Rygeost 

2. servering
  • Grønne kål fra Herthamarken/Råsyltede bær/Hjemmesylt
  • Herthadalens svar på en klassiker – Waldorff salaten
  • Sprød rødkål fra Herthamarken/Bitter rød endivie – Æblevinaigrette
  • Duroc gris m/ puffede svær
  • Øko kartofler vendt i saltet smør – ”Julesows”

3. servering
  • Lokale oste fra omegnens mejerier – Lokal honning
  • Hvid chokolade pannacotta/puffede vilde ris/frysetørret kirsebær 
Det var et flot måltid, med en 1. servering helt i top, en mere ordinær 2. servering, og en glimrende 3. servering.

Det er et fint alternativ til at besøge Herthadalen live, men vi glæder os alligevel til at det bliver muligt 😊

lørdag den 12. december 2020

Strøby Egede Forsamlingshus anno 1942 (12. december 2020)

Julefrokost del 1

♥♥♥♥♥♡

Vi lærte Henrik Ravnemose at kende engang i 00’erne, da han først startede Horizonten, siden Brasserie 33 på Køge Havn. Det var to ekstraordinære restauranter, Michelin-niveau til Køge-priser. Dejlig mad og fantastiske kombinationer med vin. Vi kom der ret ofte, i 2010 besøgte vi Brasserie 33 18 gange, og vi har fået fra supergode til ekstraordinære oplevelser hver gang. Desværre lukkede Brasserie 33 med udgangen af 2010, og vi har savnet det og Henrik meget tit.

Henrik og jeg har holdt kontakt via Facebook, og jeg havde bemærket at han havde startet Strøby Egede Forsamlingshus anno 1942.

Menuen


Vi har ikke fået besøgt det endnu, men der kom et Facebook-opslag i går, om at de pga. Corona-nedlukningen kunne tilbyde deres juleanretning som takeaway. Det kunne vi ikke modstå, og jeg bestilte straks til afhentning i dag kl. 17.

Ved afhentning fik Henrik og jeg en hyggelig snak om gamle dage, og jeg tog forventningsfuld hjem med vores første julefrokost i år.

Den var ekstraordinær!

Umiddelbart lyder det som en almindelig julefrokost, men selvfølgelig var råvarerne i top, og der var et twist ved mange af retterne, så de skilte sig ud. 



Mine favoritter var de to sild (kryddersild og stegt sild), fiskefileten og ikke mindst remouladen, og den suverænt krydrede medister. Men intet var ordinært, det var en fantastisk julefrokost.

Jeg ser frem til, at Strøby Egede Forsamlingshus anno 1942 åbner ”normalt”, så vi kan få en middag som i gamle dage 😉

torsdag den 3. december 2020

Det Røde Pakhus, Rønne (28. november 2020)

Sild

♥♥♥♥♥♡

Jeg har et stykke tid ønsket at besøge Det Røde Pakhus i Rønne, dels fordi den er tildelt en Michelin Plate, dels fordi jeg i øvrigt har hørt godt om stedet.

 I lørdags kom muligheden så, da der i forbindelse med et hundearrangement, var en god, lang pause.

Det Røde Pakhus ligger centralt i Rønne og med parkering lige overfor.

Restaurationslokalet er enkelt og hyggeligt indrette, med masser af træ.

Frokostkortet er dejligt overskueligt, der er omkring 10 forskellige stykker smørrebrød, mulighed for at få 2-3 efter køkkenets valg, og et lige så overskueligt udvalg af drikkevarer.

Mørksej

Min ledsager valgte et stykke med mørksej og et stykke med kyllingesalat. Jeg valgte sild med ingefær/soya og æg samt tatar. Dertil en Svaneke julebryg og vand. Smørrebrødet kom i to serveringer, og det var udsøgt!

Tatar

Jeg vil ikke forsøge at beskrive smagsoplevelserne, læserne må nøjes med fotos af de fire stykker smørrebrød, som alle var velkomponerede, smukke og smagfulde udover alle grænser. Det bedste smørrebrød jeg har fået.

Kylling

Vi lagde ikke skjul på vores begejstring, og vores dygtige tjener Ivan kunne oplyse, at Det Røde Pakhus af Foreningen af Danske Madanmeldere er nomineret til Årets Ret 2020 i kategorien Smørrebrød. Det er meget velfortjent.

Vi siger tak for et dejligt måltid, i hyggelige omgivelser, og glæder os til at vende tilbage.

fredag den 22. maj 2020

Restaurant Herthadalen (22. maj 2020)


♥♥♥♥♡♡
Vi plejer at kommer på Restaurant Herthadalen et par gange om året. Vores første besøg var i 2016 og alle besøgende har været meget positive. Vi har joket med, men vi tror næsten det er alvor, at vi får det samme bord hver gang, vores stambord 😊

Vores påskefrokost i år kunne jo desværre ikke lade sig gøre pga. Corona-nedlukningen.

Men de lancerede ”Smag & Støt” kassen, hvor de sammen med femten lokale producenter har skabt en smagskasse, som vi smagte i aftes.

Kassen indeholder:
  • Stenbiderrogn / rygeostcreme / agurk / radiser / dild & fedtegrever
  • Sej / glaskålsspagetti / karsecreme / citrongele / ristede boghvedekerner
  • Perlebyg m/ cremet spidskål / ramsløg & ristede solsikkekerner (Vegetar)
  • Sommer salat m/ sylt fra Herthamarken & mormordressing (Vegetar)
  • Frittata/Æggekage m/ kartoffel / spinat & purløgscreme
  • Svineterrin m/ grov sennep / syltede løg & krautsalat
  • Stegt kylling m/ nordisk chimi churri & urtesalat
  • Snackpølser & tørret skinke
  • Lokale oste med ristede valnødder/ honning & langpeber
  • Rustikt landbrød & knækbrød
  • Trifli m/ Chokolade dark milk 65% / vaniljecreme & knas 
Vi hentede kassen i Roskilde, hver ret var gjort klar i sin egen boks, desserten i to. Vi kunne have valgt at købe øl/vin med, men det sørgede vi selv for.

Vi anrettede det hele samlet, bortset fra triflien, og nød den ene skønne ret efter den anden. En fornem buffet for to 😊 Jeg har nogle favoritter (svineterrinen, snackpølserne, osten og triflien), men der var ikke en finger at sætte på nogen af retterne.

350 kr. pr. person en meget fair pris for dette flotte måltid.

Vi glæder os til at besøge Herthadalen live, måske til jul, det håber vi på.

fredag den 28. februar 2020

Les trois cochons (27. februar 2020)


Kirsten og jeg har besøgt Les trois cochons på Værnedamsvej en halv snes gange. Det forrige besøg ligger lidt tilbage i tiden, men da vi fik Cofocos nyhedsmail hvor en af nyhederne fra et skaldyrsfad på Les trois cochons, var vi ikke længe om at booke et bord.

Vi havde bestilt Plateau de fruits de mer et légumes hjemmefra, så det eneste vi skulle tage stilling til da vi kom i går var om vandet skulle være med eller uden bobler, og hvad vi i øvrigt skulle drikke til.


Vi startede med en cremant Les Territoires, biologiquie, Bruno Dangin og så kom fadet på bordet.

Som det kan ses på billedet var det overdådigt og meget flot præsenteret.

Øverste etage var dampede blåmuslinger.

Midterste etage var grøntsagerne: Romainesalat med parmesan, radiser, forskellige sprøde kål, små gulerødder, ærter, ærtehummus, tomatsalat og grov oliven tapenade.

Nederst etage var skaldyrene: Østers med vinaigrette, stenbiderrogn i crème fraiche dertil blinis, grillede jomfruhummer med grillet surdejsbrød , rosé rejer, krabbeklør, mayonnaise, dijonnaise mv.

Dertil 2018 Sancerre, Paul Prieur.

Det smagte ligeså fantastisk, som det så ud til – og det siger ikke så lidt. Jeg er vild med skaldyr og har smagt skaldyrsfade mange steder, men dette er muligvis det bedste jeg har oplevet. Udsøgte råvarer, serveret uden dikkedarer, og meget fint og varieret tilbehør. Grønsager og salaterne var sprøde og lækre og et fantastisk modspil til skaldyrene.

Betjeningen var smilende og imødekommende og stemningen på stedet virkelig god, der var fuldt hus og meget travlt, men ikke for travlt til at vi følte at vi fik den opmærksomhed, som vi skulle have. 700 kr. for skaldyrsfadet er en meget rimelig pris, dertil vand, 2 glas cremant og 3 glas Sancerre og den samlede regning endte på overordentlig rimelige 1.185 kr.

Hvis man er til skaldyr, skal man bestemt ikke snyde sig for at besøge Les trois cochons.

lørdag den 15. februar 2020

Nybo's (Solrød) (14. februar 2020)

Brambles gøres klar
Nybo’s ligger i Solrød Centret, i den tidligere slagters lokaler.

Jeg har aldrig været der før, men Kirsten har med Christian, Sandra og børnebørnene, og havde kun rosende ord om maden. Da de annoncerede en Valentines menu 14. februar i samarbejde med Gefjun Gin, et Solrød baseret gindestilleri, fik jeg nemt lokket Kirsten til middag i går aftes.

Der var fuldt hus, omkring 30 personer, der var god og hyggelig stemning fra starten, og nogle småforsinkelser blev klaret med et smil.


Vi startede med en gin drink med Abild Navy Strength og Gentlemen's Soda. Ginen med udpræget æblearoma (æbler fra Lilleø), og virkelig lækker.


Til forret fik vi hjemmerøget koldrøget laks med syltet fennikel, æbler, creme fraiche, salat og rugbrødssnacks med havsalt. Rigtigt godt, vi savnede lidt syre, så havde den været perfekt, men den færøske laks var upåklagelig. Vi fik et glas French 75 til, Abild gin og champagne.


Mellemretten var ”helbagt Portobello med fyld af markchampignon nedkogt i en fusion af Gefjun Gin og rødvin samt gin aioli.” Udsøgt lækkert! Vi ville godt have et glas rødvin til, og det var til at overskue valgmulighederne. En australsk shiraz og en italiensk vin, sidstnævnte den dyre fik at vide, og den valgte vi – på regningen står den som ”Super god Rødvin” 😊 Den var lækker, og let drikkelig men jeg kunne have ønsket mig lidt mere saft og kraft …


Hovedretten var ”helstegt Hereford Grainfed oksehøjreb uden ben, små smørstegte kartofler med et touch af enebær, blancherede karotter, rødvinsglaseret brændte Bananskalotteløg samt rødvinsglace.” Ikke så meget snak, serveret enkelt på tallerkenen, og superlækkert. Vi kunne godt have tænkt os lidt mere af den fantastisk glace, men der var ikke en finger at sætte på hverken kød eller tilbehør.

Kirsten fortsatte med rødvinen, jeg tog en flaske Jakobsen Brown Ale til, og det var et glimrende valg!



Desserten var ”Bornholmsk Sorbetis fra Svaneke med friske bær i lage med Gefjun gin.”En lækker og flot afslutning på et flot måltid. Vi fik en Bramble, en cocktailklassiker med gin, citron, sukkersirup og Creme de Mure.

Det var en rigtig god oplevelse. Maden var upåklagelig, de medfølgende drinks meget spændende og ganske utraditionelle og virkeligt gode matches til henholdsvis forret og dessert.

Betjeningen og præsentationen af mad og vin var begejstret og engageret og der var en dejlig stemning hele aftenen. Vi kunne have ønsket nogle forslag til en drikkemenu til maden, det kunne måske overvejes til en anden gang?

Vi siger tak for en dejlig Valentines middag, og vi kommer helt sikkert igen. Det er dejligt at have fået et godt spisested i Solrød, det har vi virkelig savnet!