Viser opslag med etiketten Århus. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Århus. Vis alle opslag

tirsdag den 9. august 2016

Hærværk, Sårt og Møf – tre århusianske stjerner

Mit kendskab til det århusianske restaurantionsliv er tæt på ikke-eksisterende. I forbindelse med nogle besøg tidligere på året har jeg derfor konsulteret Michelin Nordic Guide 2016 (Michelin Travel Partner) fundet frem til Pondus og Hærværk, hvor jeg har fået fantastiske mad- og vinoplevelser på Pondus 1. april og Hærværk 6. maj.

I forgangne weekend overnatterede jeg i Århus i forbindelse med HTM/FS Summer Camp 2016 og det gav mulighed for tre middage i Århus. Det blev til tre meget flotte oplevelser.

Torsdag den 4. august - Hærværk

Jeg satsede på det kendte og genbesøgte Hærværk. Det var anden gang jeg var der, og tjeneren kunne huske mig fra 6. maj, og at det (også dengang) var noget med hunde, jeg var kommet til Århus for - imponerende!

Der er ikke så mange dikkedarer, der er én menu med snack til 450 kr. og en tilhørende en vinmenu til 350 kr. Dertil bobler (85 kr.) og mineralvand ad libitum (35 kr.).

Alle retter blev flot præsenteret, flot serveret og var raffinerede. Vinene utraditionelle og velvalgte. Jeg har her valgt den ganske dovne udgave: fotos af alle retterne samt et foto af det menu- og vinkort, man får, sammen med regningen.

Virkelig en anbefalelsesværdig restaurant.


Menukortet
 
Snacks 1
 
Snacks 2
 
Tomat, bladselleri, æg
 
Kulmule, ærter, muslinger
 
Piemontese Rocula
 
Krebinet, kirsebær, rødbede
 
 
 
Jeg spurgte tjeneren, hvad han ville anbefale af andre spisesteder i Århus på samme niveau som Hærværk. Og fik to anbefalinger: Sårt og Møf, og samme aften bookede jeg bord dér til henholdsvis fredag 5. august og lørdag 6. august.
 
Fredag den 5. august - Sårt
 
Sårt er åbnet i maj, og den lidt mere uformelle lillebror til Hærværk. Køkkenet præsenteres således på deres hjemmeside:
 
”Vores køkken er et uformelt sammensurium af gode sager fra delikatessen, simple kød- fisk- og grøntsagsretter. Og dejlig naturlig vin. Det er meget delevenligt, så bestil bare en masse i øst og vest og giv den gas.”
 
Så valget var oplagt: Blandet landhandel til 350 kr., som gav en rundtur i hele repertoire. Jeg startede med en pastis (50 kr.) og bad om 4 glas vin, efter stedets valg, til at akkompagnere måltidet (4 x 80 kr.).
 
Igen den dovne udgave med fotos af retterne, og et foto af den levende musik.
 
Maden var dejlig og vinene velvalgte. Ikke samme niveau som Hærværk, men præcis hvad det præsenteres som på hjemmesiden.
 
Min ledsager og jeg var enige om, at vi var glade for at vi ikke skulle vælge mellem de to steder, for begge var – forskellene til trods – fremragende i forholdet kvalitet/pris.
 
Bemærk en lille detalje: I en af retterne indgår flæskesvær. Da vi blev spurgt, om alt var i orden, svarede jeg med et smil på læberne, at der var for få flæskesvær – og så kom der lille en skål med flæskesvær :-)
 







 
 
Lørdag den 6. august - Møf
 
Jeg kom kl. 18 og fik mulighed for at sidde i madbaren med udsigt til køkkenet. Det er hyggeligt og stiller krav til personalet. Der var lidt ro på, så også mulighed for at tale lidt om besøget med en af kokkene, som jeg siden fandt ud af var den ene halvdel af parret, som ejer stedet: Kristine Wacher Rødbro).  Jeg følte mig ualmindeligt velkommen og det understøttede den hyggelige og samtidig topprofessionelle oplevelse.
 
Jeg valgte Bobler & snacks (130 kr.), Møf kalvetatar med karljohan, syltede bøgehatte og croutons(109 kr.) og Kulmule glaseret i soya og lime med bønner og spinat (179 kr.) og bad om husets valg af vin til de to retter. Det blev 2014 Pinot Noir, Unfiltriert, Günther Steinmetz (78 kr.) til tataren og 2015 Pinot Blanc Cuvee Nature, Durrmann, Alsace (87 kr.) til kulmulen. Jeg sluttede med stempelkaffe (30 kr.)
 
Vand kom uden videre (og uden beregning), ligesom det lune maltbrød med brunet smør som var formidabelt.
 
Det var et helt igennem udsøgt måltid.
 
Snacks var en udsøgt vitello tonnato.
 
Tataren var i særklasse fremragende og den skal jeg bare smage igen en anden gang. Jeg fik at vide, at menuen skifter en gang om måneden, men da tataren forsvandt, gav det så meget postyr, at den nu er fast inventar på menukortet - og det forstår jeg godt. Man kan da ikke skifte en signaturret ud :-)
 
Kulmulen var perfekt, med et snert af asiatisk i tilbehøret.
 
Vinvalget var upåklageligt.
 
Tre meget fine madoplevelser på tre dage, og alle tre steder vil jeg meget gerne besøge igen. Men hvis jeg skulle vælge ét sted, ville det helt klart være Møf. Der var lige lidt ekstra i betjeningen, lige lidt i stemningen og så den tatar. Marginaler, som gør forskellen, når man er på gastronomisk højt niveau.
 
Vitello tomato

Maltbrød med brunet smør

Møf kalvetatar

Kulmule

Udsigt fra madbaren
 
En fantastisk weekend i Århus!

tirsdag den 5. april 2016

Restaurant Pondus, Århus


 
Besøgt fredag den 1. april 2016 18.30-20.00.

Jeg skulle til et arrangement i Feldballe lørdag den 2. april kl. 8, så beslutningen om en overnatning i Århus fredag var nem at træffe. Vi var to, der gerne ville have noget lækkert og ikke for dyr mad. Jeg tjekkede naturligvis Michelins Nordic Guide for Bib Gourmand restauranter i Århus. Der er to, og jeg bookede bord på den ene: restaurant Pondus.

Det var et fremragende valg, og et sted, jeg helt sikkert vender tilbage til, næste gang jeg kommer i nærheden af Århus. Restaurant Pondus ligger helt centralt, på Åboulevarden 51, og er en lille, rustik og charmerende Bistro og vinbar.

Menuen er let at overskue: Der er to forretter, to hovedretter og to desserter. Der er et stort udvalg af vine, og mulighed for at købe en Ponduspakke med snacks, bobler, tre retter, tre vine, kaffe og sødt samt vand for 575 kr. Det er rørende for den kvalitet.

Vi blev imponeret fra start med surdejsbrød i en fantastisk kvalitet samt pisket smør.



Til forret valgte vi det beskedent lydende ”Musling og kål”, som dækkede over rimmet kammusling med marineret grønkål, gedemælksyoghurt, syltede glaskål, tørret tang og hasselnødder. Vi bad den meget imødekommende tjener om at vælge et glad hvidvin til, og det blev Wittmann Scheurebe, trocken 2012 (Rheinessen).

Det var en vidunderlig ret og vinen matchede perfekt. På det tidspunkt tror jeg nok vi begge ønskede,  at vi bare kunne have taget den store menu, hvis ikke det lige havde været for arrangementet næste dag.


Til hovedret ”Torsk og gulerod”, som var stegt torsk med selleripuré, grillet gulerod, urtemandler, blandede urter og relish med æble og fennikel samt fiskesauce med brunet smør og citron. Dertil ønskede vi et glas rødvin, og valget faldt på en rødvin fra Loire, jeg mener det var Domaine Philippe Tessier, Cheverny 2014.

Torsken var helt vidunderlig. Skindet sprødt som flæskesvær, og det store torsketykke stegt perfekt. En helt igennem fantastisk hovedret og med et dejligt glas vin til.

Vi stoppede med det, og det kostede i alt 840 kr., en meget rimelig pris for to skarpe retter med god vin til.

Det er mere end fortjent, at restaurant Pondus har fået en Bib Gourmand, som gives til restauranter med veltillavet mad til rimelig pris.