mandag den 15. august 2016

SommerPONY


Lørdag den 13. august 2016 – SommerPONY

I perioden 1. juni – 3. september er restauranten på Nordlandet (Strandvejen i Allinge) overtaget af SommerPONY som POP-UP. På hjemmesiden skriver de at ”SommerPONY på Nordlandet i Allinge, er alt det du kender fra restaurant PONY i København. Plus en fabelagtig udsigt over Bornholms rå klipper og Østersøen!

Jeg kender ikke PONY, men det håber jeg bestemt at ændre på efter en flot oplevelse hos SommerPONY.

Jeg havde fået bord kl. 18, og fik en vinduesplads med den flotteste udsigt. Stedet oser af sommerstemning, rustikt indrettet, uformelt påklædt personale og lidt badehotelsagtigt (på en god måde).

Spisekortet omfatter 4 forretter, 4 hovedretter og 3 desserter, og så Ponysparket: ”Ponysparket er vores skiftende 4-retters menu, præget af sæsonens råvarer og køkkenets luner. På samme tid udfordrende og sikker, med både nye og klassiske toner. For den eventyrlystne og for den der ønsker at læne sig tilbage, uden at skulle vælge...”, så det var mit nemme valg (450 kr.).

Jeg bad også om at slippe for at vælge vin (jeg ønskede ikke vinmenuen), og bad om et glas mousserende vin og to andre vine efter tjenerens valg. Og det fortrød jeg bestemt ikke.


Jeg startede med den østrigske Sekt Rosé, Strohmeier, Steiermark (100 kr.), let oxideret, fyldig og lækker.

Røget hellefisk

Den passede også glimrende til første servering, som var Røget hellefisk – Radise – Rygeost; spændende tænkt og rygeosten gav et godt modspil til den røgede fisk.

Hvedebrød og pisket smør

Det lækre hvedebrød med pisket smør, er et af de bedste brød, jeg har smagt. En meget flot start på måltidet.

Kalvetunge og majs

Næste servering var Kalvetunge og majs, dertil 2013 Chablis, L. Tribut, Bourgogne (100 kr.). Den bedste af dagens serveringer. De små stykker stegt kalvetunge og majsene klæde hinanden, det salte og sødmen matchede perfekt.

Svinebryst med porrer og flæskesvær

Tredje servering var langtidsstegt svinebryst med porrer og flæskesvær, dertil 2014 Cairanne, Richaud, Rhône (100 kr.). En glimrende ret.

Honningkage med hindbær

Sidste servering var Honningkage med hindbær og is, en fin afslutning på et flot måltid. Kalvetungen var helt klart min favorit, og hellefisken også spændende. De to sidste retter mere ordinære, uden at være kedelige.

SommerPONY er helt klart et besøg værd.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar