Omtaler af restauranter mv., hvor vi har fået gode mad- og vinoplevelser.
lørdag den 4. august 2012
Nimb Terrasse 31. juli 2012
Terrasse, som ligger i de lokaler som tidligere Divan 2 lå i, er et herligt bekendtskab. Vi var der inde tirsdag aften, og fik et skønt måltid med nogle fine vine til, til en ganske rimelig pris. Og betjeningen er superb.
Vi startede med et glas Ruinart ”R” champagne, mens de svære valg skulle træffes. Der var flere spændende forretter og hovedretter at vælge imellem, og efter en del diskussion og overvejeler endte jeg med 6 østers Marennes-Oléron og de tre andre med ovnbagt torsk med kartofler og lun mayonnaise.
De 6 øster – serveret med et stykke grillet citron – var aftenens mindst interessante ret. Det er nemt at servere 6 østers, men her var der alligevel sjusket med det. Som man måske kan ane på billedet var de to ret små, og ikke særligt pænt frigjort fra skallen. Det var lidt for sjusket til en pris af 180 kr. for 6 stk.
Den ovnbagt torsk med kartofler og lun mayonnaise var sublim – fik jeg at vide … Jeg blev tilbudt at smage den, men da jeg var færdig med mine østers havde de tre andres nærmest slikket deres tallerkener. Jeg tror på at det var godt!
Dertil fik vi en Pinot d’Alsace, Domaine Paul Blanck (325 kr.) som står på kortet som 2010 men blev serveret i 2011. Det betyder ikke noget. Et glimrende valg til forretterne.
Som hovedret fik to Steak og bordelaise.
Kirsten og jeg fik en ret som stod således på menukortet: ”Confiteret lam med sprængt tunge, hvide asparges & ærter”. Jeg må indrømme at vi hverken syntes kødet lignende eller smagte som lam. Det var fantastisk, men snarere kronhjort ville vi gætte på. Vi fik aldrig spurgt til det på aftenen, men jeg har bagefter skrevet med restauranten om det og fået hurtige og gode svar. Meget fornemt og professionelt.
”Lammet er tilberedt ved lav temperatur i vakuum og kan derfor godt have en struktur der minder om finere kød – kødet stammer fra en udbenet lammekølle. Frikasséen består af ærter, blanquette sauce og sprængt lammetunge.” ”Lammet er rigtig nok ikke confiteret på traditionel vis, men er tilberedt i sit eget fedt under vakuum-tilberedningen ved lave temperaturer, så den både forbliver lyserød, men også får det mørhed som confit gør. Definitionen på confit er at denne er tilberedt i eget fedt, derfor tillader vores kokke at dette er den rette betegnelse.”
Det VAR fantastisk og vores valg af vin i den billige ende var endnu engang en succes: ”2010 Cotes-du-Rhone, Delas Freres Saint Esprit” (295 kr.).
Som dessert valgte de tre andre citrontærte, her fik jeg bestemt heller ikke lov at smage, men det så eventyrligt ud, og smagte vist mindst ligeså godt.
Selv valgte jeg fire oste, alle fine og velmodnede.
Vi sluttede med fire espressoer, og snakkede videre en times tid, hvor der løbende kom friske forsyninger af vand, og der var ingen opfodringer til at købe mere. Det kunne vi lide.
Professionel og venlig servering med smil på læben. Udsøgte retter med en enkelt ærgerlig smutter. Vi kommer helt sikkert tilbage til Nimb Terrasse.
Etiketter:
Nimb Terrasse
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar