Stemningsfoto fra Nimb Brasserie
Konceptet er enkelt og genialt: en lang række københavnske restauranter udbyder i en uge en tre retters menu inkl. en flaske S.Pellegrino Mineralvand for 200 kr. Prisen er absolut meget rimelig i forhold til kvalitet. Kunderne får mulighed for at smage kvalitetsmad til en fornuftig pris, (mange af) restauranterne får fuld belægning og kan med standardmenuen planlægge væsentligt bedre. Så det er vist win-win. Naturligvis sørger restauranterne for at generere mersalg, vi har altid fået mulighed for at købe en vinmenu til.
Kirsten og jeg havde besluttet at besøge to gamle kendinge i denne uge. Vi vaklede mellem at prøve nogle nye steder eller steder vi havde prøvet før, og valget faldt på det sidste :-)
Tirsdag den 14. februar var det Les Trois Cochons. Det er en af vores yndlingsrestauranter, og levede på enhver måde op til forventningerne.
Vi startede med et glas cava, som vi nød mens vi læste menuen og vinmenuen. Det er jo herligt nemt sådan en aften, det eneste man skal beslutte er om man ønsker at tilkøbe vinmenuen.
Forretten bestod af tre retter:
- Chevre Chaud: Varm gedeost serveret på salat med valnødder og pærer.
- Cassoulet: Hvide bønner i lidt tomat serveret med svineskank og Andepølser
- Brandade: Torsk rørt med kartoffel, serveret med brødcroutoner og peberrod.
Dertil et glas Chardonnay fra vinmenuen.
Brandaden var lidt kedelig, vi ville have krydret den mere, men absolut ok. De to andre retter var fantastiske, men cassoulet’en som min favorit; der var virkelig kælet for denne ret, og det hele gik op i en højere enhed. Lovende indledning på en spændende middagsoplevelse.
Hovedretten var fransk fiskegryde: fisk og suppe serveret i stor gryde med jomfruhummer, muslinger, fennikel, safran og krydderurter. Fisken var et pænt stykke kulmule, der var to pæne jomfruhummer til hver og nogle store, flotte muslinger. Og den herligste suppe. Dertil et glas Côtes du Rhône. Vi elsker fisk og skaldyr, og det var flot at servere dette som en hovedret i en standardmenu. Det var en pænt stor portion, men vi levnede ikke en dråbe.
Desserten var igen sammensat af tre dele:
· Fondant au Chocolat
· Creme Brûlée
· Passionsfrugtsorbet
Dertil et glas Banyol.
Alle tre dele var meget lækre, men hvis jeg skulle vælge en favorit var det pasionsfrugtsorbeten.
Vi sluttede med kaffe og avec. For 60 kr. pr. person var det en ren foræring. En kæmpe stempelkande (vi kunne kun drikke en kop hver), et glas framboise og et glas calvados.
Vi gik meget mætte og meget tilfredse fra Les Trois Cochons, og kommer helt sikkert igen.
I dag, søndag den 19. februar var det Nimb Brasserie vi havde booket bord hos. Som på Les Trois Cochons så der udsolgt ud, og det er omkring 150 gæster, så der er virkelig gang i køkkenet sådan en aften, hvor der desuden er to hold gæster. Vi var på holdet 17:30-19:45.
Vi startede igen med et glas mousserende, vi blev tilbudt et glas champagne, spurgte om alternativer, og valgte et glas mousserende Riesling, jeg fik desværre ikke noteret navnet. Igen er det dejligt nemt, vi valgte vinmenuen :-)
Logistikken kiksede lidt med forretten. Vi fik skænket Sauvignon Blanc 2010 fra Domaine Astruc et godt stykke tid før forretten ankom. Vi troede faktisk de havde glemt os, en tjener fik øje på vores bord, og lidt panisk kom forretten ind.
Det var torsketatar, koriander, brændt agurk, røget rogn creme og dildolie.
En rigtigt spændende og velsmagende kombination, og Kirstens bekymring for den rå torsk blev gjort til skamme. Hvidvinen var meget velvalgt til.
Hovedretten var Langtids braiseret svinebryst, rodfrugtmos, karamelliserede og bagte løg, røget marv samt flæskesvær. Det var virkeligt udsøgt. En billig udskæring af grisen, men med den tilberedning får den smag og konsistens. Der var et strejf af asiatisk krydring, det kunne vi godt have tænkt os en del mere af, den var ikke så udfordrende krydret. Tilbehøret var flot. Syrah 2010 fra Domaine Astruc var et glimrende valg til denne ret.
Vi sluttede med desserten: Lakrids parfait, rapsolie, krystalliseret chokolade og æbleskum.
Lidt spøjs og ikke helt vellykket kombination, jeg savnede harmoni i retten, men bestemt et spændende eksperiment. Vinmenuen inkluderede kaffe til desserten, men igen kiksende logistikken, så vi havde drukket kaffen inden desserten kom på bordet.
Men igen gik vi mætte og tilfredse fra bordet.
En direkte sammenligning falder helt klart ud til Les Trois Cochons fordel. Retterne begge steder er naturligvis i top, men til direkte sammenlignelige priser får man noget mere for pengene på Les Trois Cochons: større portioner, mere vin, bedre og mere opmærksom betjening.
Men begge steder er bestemt mere end ét besøg værd.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar