fredag den 28. februar 2020

Les trois cochons (27. februar 2020)


Kirsten og jeg har besøgt Les trois cochons på Værnedamsvej en halv snes gange. Det forrige besøg ligger lidt tilbage i tiden, men da vi fik Cofocos nyhedsmail hvor en af nyhederne fra et skaldyrsfad på Les trois cochons, var vi ikke længe om at booke et bord.

Vi havde bestilt Plateau de fruits de mer et légumes hjemmefra, så det eneste vi skulle tage stilling til da vi kom i går var om vandet skulle være med eller uden bobler, og hvad vi i øvrigt skulle drikke til.


Vi startede med en cremant Les Territoires, biologiquie, Bruno Dangin og så kom fadet på bordet.

Som det kan ses på billedet var det overdådigt og meget flot præsenteret.

Øverste etage var dampede blåmuslinger.

Midterste etage var grøntsagerne: Romainesalat med parmesan, radiser, forskellige sprøde kål, små gulerødder, ærter, ærtehummus, tomatsalat og grov oliven tapenade.

Nederst etage var skaldyrene: Østers med vinaigrette, stenbiderrogn i crème fraiche dertil blinis, grillede jomfruhummer med grillet surdejsbrød , rosé rejer, krabbeklør, mayonnaise, dijonnaise mv.

Dertil 2018 Sancerre, Paul Prieur.

Det smagte ligeså fantastisk, som det så ud til – og det siger ikke så lidt. Jeg er vild med skaldyr og har smagt skaldyrsfade mange steder, men dette er muligvis det bedste jeg har oplevet. Udsøgte råvarer, serveret uden dikkedarer, og meget fint og varieret tilbehør. Grønsager og salaterne var sprøde og lækre og et fantastisk modspil til skaldyrene.

Betjeningen var smilende og imødekommende og stemningen på stedet virkelig god, der var fuldt hus og meget travlt, men ikke for travlt til at vi følte at vi fik den opmærksomhed, som vi skulle have. 700 kr. for skaldyrsfadet er en meget rimelig pris, dertil vand, 2 glas cremant og 3 glas Sancerre og den samlede regning endte på overordentlig rimelige 1.185 kr.

Hvis man er til skaldyr, skal man bestemt ikke snyde sig for at besøge Les trois cochons.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar