tirsdag den 6. august 2019

Fantastisk smørrebrød i Køge (Restaurant Malt 6. august 2019)


Rørt tatar


Restaurant Malt  ligger i C.F. Petersens Gård Torvet 19, Køge. Jeg har haft den på listen over restauranter, der skulle besøges, siden jeg læste Ole Troelsøs anmeldelse i Børsen den 10. maj, hvor der bl.a. står: ”Restaurant Malt i Køge trækker byen op i smørrebrødseliten”.

Efter dagens besøg kan vi nemt konkludere, at vi er ganske enige! Det var simpelthen fremragende.

Jeg ringede kl. 11 for at bestille bord, men det kunne man først fra 11:30, så vi tog bare afsted uden reservation, og var heldige at få et bord! Vi husker at bestille næste gang, for der bliver helt sikkert en næste gang.


Indretningen er nydelig, betjeningen fin og rammerne dermed som de skulle være.


Malt er en frokostrestaurant, og de serverer smørrebrød. Klassisk, højt belagt. Spisekortet er velgørende overskueligt, der er 13 forskellige stykker smørrebrød. Det anbefales at vælge to, og det gjorde både Kirsten og jeg, og det var meget passende. Prisniveauet er 90-140 kr. pr. stk.


Smørstegt rødspættefilet

Kirsten startede med Smørstegt rødspættefilet med rejer, urtemayo, lime (130 kr.). To flotte fileter, en fantastisk mayonnaise, det skønneste hjemmebagte brød. Det bliver ikke bedre.


Lun stegt sild

Jeg startede med Lun stegt sild i øllage bløde løg, rødbeder, syltede sennepskorn (110 kr.). Det er måske den bedste stegte sild, jeg har smagt. Sildene var fede og perfekt stegt, og tilbehøret i særklasse, lidt hen ad saltstegte bornholmske sild, men alligevel helt sin egen.

Hønsesalat

Kirsten fortsatte med Hønsesalat, bacon, champignon, ristede hasselnødder, syltet selleri (110 kr.), et overdådigt stykke, med rigeligt til mindst to stykker mad, så jeg fik lov at smage med. Jeg kunne måske have ønsket lidt mere krydring, men det var en virkelig lækker hønsesalat.

Jeg havde valgt Rørt tatar af friskhakket okseinderlår, estragonmayo, syltede sennepskorn, løg (140 kr.), for jeg har en udpræget svaghed for tatar (Malt har i øvrigt også den klassiske udgave til samme pris). Jeg snupper beskrivelsen fra deres Facebook-side: ”Så er den tilbage igen, MALT’s rørte tatar... 👏 Vi laver den på friskhakket okseinderlår som vendes m/æggeblomme, olivenolie, hakkede løg, kapers, groft salt og friskkværnet peber - og serveres m/estragonmayo, syltede sennepskorn, syltede løg og rå løg... 👍 Så ses vi mon til frokost...️”. Det var et overdådigt stykke smørrebrød, en perfekt tatar og en af de absolut allerbedste, jeg har smagt.

Jeg kender mig selv godt nok til, at jeg véd, at jeg næste gang vil bilde mig selv ind, at jeg skal smage to andre stykker smørrebrød, men det ene bliver helt sikkert rørt tatar 😊

Til smørrebrødet fik vi hver et glas Braunstein Classic på fad (65 kr.). Malt har et bredt udbud af produkter fra Braunstein: fadøl, snaps, likør, gin og rom.


Romkugle
Vi var egentlig mætte, men der var lige de romkugler, der fristede … Romkugle, Braunstein Danica rom, chokolade, kokos (40 kr.). Det er sådan en romkugle skal smage: markant romsmag, en fantastisk chokolade og den føltes bare syndig på den fede måde.

Vi fik stempelkaffe (35 kr.) til romkuglerne, og det var en fin fslutning på et herligt første besøg på Malt.

En samlet regning på 770 kr. for sådan et måltid er ganske imeligt, og som nævnt: vi kommer igen!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar